Martin Mohr Olsen vart ph.d. á DTU
Fríggjadagin 1. desember vardi Martin Mohr Olsen ph.d.-ritgerð sína á DTU.
Heitið á ph.d.-ritgerðini er: "Fourth Mission and Post-Sustainability Oriented Innovation in the Arctic".
Martin hevur verið innskrivaður á Fróðskaparsetrinum og Danmarks Tekniske Universitet (DTU), og ph.d.-verkætlanin er eitt samstarv millum Setrið, DTU. Tórshavnar kommunu og Hugskotið.
Jason Li-Ying, professari á DTU Entrepreneurship, var høvuðsvegleiðari.
Hjávegleiðarar vóru Francesco Rosati, lektari á DTU Entrepreneurship, Jens Christian Svabo Justinussen, lektari á Fróðskaparsetrinum og Lau Øfjord Blaxekjær, adjungerðaur námslektari á Fróðskaparsetrinum.
Í metingarnevndini vóru:
Maria Theresa Norn, lektari á DTU Entrepreneurship
Leslie King, professari á Royal Roads University, Canada
Firouz Gaini, professari á Fróðskaparsetrinum
Jes Broeng, professari á DTU Entrepreneurship leiddi verjuna.
Verjan gekk væl og Martin Mohr Olsen fekk rós fyri sítt arbeiði.
Kelda: DTU Entrepreneurship
Mynd: (c) DTU - Martin Mohr Olsen í miðjuni saman við vegleiðarum og metingarnevnd.
Í úrtakinum, sum er á donskum, skrivar Martin Mohr Olsen soleiðis:
"Den afhandling beskæftiger sig med, hvordan små arktiske uddannelsesinstitutioner kan arbejde med at implementere bæredygtighed som en operationel faktor. Jeg er af den overbevisning, at systemisk implementering af bæredygtighed indenfor akademien kompliceres af de komplekse sammenkoblede problemer, som det adresserer. Universiteter er ofte bygget op omkring stive og skarpe afgrænsninger mellem forskellige fagområder og ignorerer tit tværfaglige samarbejder og dialog, ikke kun mellem forskellige akademiske områder, men også i forhold til kommunikation med de samfund, der omgiver dem. Samfund, som sandsynligvis har brug for løsninger på bekymringer vedrørende bæredygtighed. Baseret på egne erfaringer fra Færøernes Universitet og det arbejde, der er udført dér i forbindelse med forsøg på at introducere bæredygtighed på universitetet, samt mit omfattende arbejde med og i Arktis, stiller jeg spørgsmålstegn ved definitioner af bæredygtighed i forhold til lokale sammenhænge og søger efter anvendelige rammer, der kan hjælpe med bæredygtighedsadoption og -implementering. Jeg foreslår, at løsninger sandsynligvis findes inden for to overlappende akademiske områder – hvad angår accept, hvordan bæredygtighedsbegrebet defineres i en lokal sammenhæng, og hvad angår implementering baseret på anvendelige og operationelle rammer, der er i overensstemmelse med sådanne definitioner. Derfor besvarer denne afhandling følgende forskningsspørgsmål:
Hvordan kan vi forklare og forstå potentielle fordele og barrierer for små arktiske uddannelsesinstitutioner ved at implementere bæredygtighed som en “Fjerde Mission”?
Dette spørgsmål udforskes fra fire forskellige vinkler i fire separate akademiske artikler, hver med en stigende fokus på forskellige skalaer: Artikel A tager en historisk tilgang til Færøernes Universitets historie for at undersøge kløften mellem institutionelle og organisatoriske strukturer, der blandt andet har resulteret i manglende implementering af bæredygtighed. Artikel B retter blikket mod Arktis og ser på små uddannelsesinstitutioner for at forstå, hvad bæredygtighed betyder for dem. Artikel C er en systematisk litteraturgennemgang der med et globalt perspektiv fokuserer på publikationer om bæredygtighedsimplementering ved brug af innovation og iværksætteri. Artikel D forsøger at udvikle en bæredygtighedsfokuseret ramme eller tjekliste, der kan anvendes sammen med projekter (til det nu nedlagte Center for Innovation på Universitetet på Færøerne). Working paper E, opsummerer udgivelserne A-D i et konkluderende afsnit.
Med en konstruktivistisk tilgang informeret af Flyvbjergs phronesis og Bourdieus symbolske kapital, dekonstrueres disse artikler for at afsløre tilbagevendende temaer. Især fire temaer går igen: selve bæredygtighedsbegrebet som idé, tværskalaritet, universiteternes missionserklæringer og hvordan de former nutidens universiteter, samt dannelsen af en ny, fjerde missionserklæring.
Jeg konstaterer, at akademiske institutioner i Arktis ofte spiller en meget stor rolle i identitetsskabelse inden for deres samfund og er symboler på fremskridt og autonomi. De er vogtere af kultur, historie og sprog, og på grund af hvor tæt vævet ind i identiteten og ambitionerne i disse samfund de er, kan de være langsomme til at tilpasse sig forandringer. Jeg peger yderligere på, hvordan bæredygtighed i Arktis ofte defineres på måder, der adskiller sig markant fra, hvordan det defineres andre steder, og bemærker, at bæredygtighed ofte er politisk og betinget af tid, sted og identitet. Dette er ikke en afvisning af selve bæredygtigheden – men snarere en afvisning af betegnelser. Jeg introducerer paradigmet for post-bæredygtighed som en måde at forstå, hvordan bæredygtighed bedre kan forstås kontekstuelt i Arktis. Jeg forklarer også, at der er opstået en global trend, der afviser nuværende driftsformer, for at undslippe begrænsninger fundet i moderne universiteter. Denne bevægelse henover ellers etablerede akademiske missioner tager form af samskabelse med lokale interessenter. Indtil videre er dette stadig en relativt ny idé inden for akademien, men jeg peger på flere små arktiske institutioner, der længe har indarbejdet denne måde at operere på.